Gaius Valerius Catullus (ca 87 - 54 f. Kr.)

Catul var født i Verona i det cisalpinske Gallien, dvs. syd-østsiden af Alperne,  som søn af en rig og anset mand der var gæsteven med selve Caesar. Catul kom tidligt til Rom og levede dèr hele sit liv, bortset fra et års ophold i Bithynien i det nordvestlige Lilleasien (57 f.Kr.) i pro-prætoren Memmius' følge, samt kortere ophold på sine landsteder, et på halvøen Sirmio ved Gardasøen og et i Roms omegn.

Hvis han var kommet til Rom for at gøre politisk karriere, så blev det i hvert til-fælde ikke til noget. Med sin udprægede republikanske holdning, brød han sig nok ikke om den politiske atmosfære i triumvirernes[1]. Rom, og hans hånlige 'epigram' (= et kort digt der udtrykker spot) mod Caesar og dennes yndlinger tyder ikke på at han havde lyst til at tilpasse sig.

Han kom til at gøre sin indsats på det litterære område. Hans ven og landsmand Cornelius Nepos førte ham ind i den 'fine verden' og her sluttede han sig hurtigt til en flok litterært interesserede unge mænd, mange fra det allerhøjeste aristokrati. De kastede sig ud i det romerske storbylivs fornøjelser og nydelser, samtidig med at de inden for digterkunsten trådte frem med nye 'paroler', som i litteraturhistorien skaffede dem betegnelsen 'modernister'.

I denne vennekreds mødte han også den 10 år ældre kvinde hvis bekendtskab blev den store oplevelse som kom til at præge hans liv og digtning. Han digtede til og om hende under navnet Lesbia, et navn som sandsynligvis er et dæknavn for Clodia[2]. Catul har måske valgt dæknavnet 'Lesbia', fordi både han og Clodia var store beundre-re af den græske digterinde Sappho ( født 612 f. Kr.) der levede i et slags digter- og musikkollektiv på øen Lesbos.

Clodia var gift med en fornem mand (konsul i 60 f. Kr.) ved navn Metellus Celer. Hun var en højaristokratisk 'grande dame' mulier potens som blændede med sin stand, ud-dannelse, skønhed og charme, men som var så gavmild i kærlighed at Cicero kaldte hende 'amica omnium'.

I Catuls digte møder vi en skildring af et kærlighedsforhold som skulle blive hans skæbne, men som for Lesbia/Clodia bare var en kort episode. Stoffet til hans med-rivende, humoristiske og tragiske digte var hans splittelse mellem had, foragt og uovervindeligt begær til denne kvinde.

Måske rejste han til Bithynien for at glemme det han nu kaldte en frastødende syg-dom taetrum morbum. I hans digte kan vi læse at det nok ikke lykkedes for ham.

Han døde allerede som 30-årig.

_____________________________

Catuls har skrevet meget forskellige typer digte:

·        En gruppe store digte i lærd aleksandrinsk manér.

·        En anden gruppe der består af to bryllupsdigte, der er inspireret af den græske digterinde Sappho; her har Catul ligesom i et af sine Lesbiadigte søgt sit forbillede i den græske lyrik i dens ældste og reneste form.

·        Til sidst er der den store samling af personlige smådigte, som nutiden anser for at være det bedste Catul har skrevet, men som han selv ikke anså for noget af betydning.

Det er disse personlige digte som giver ham en plads blandt verdenslitteraturens virkeligt store lyrikere. Her kan nævnes Shelley (1792-1822) og Heinrich Heine (1797-1856) i Buch der Lieder.

Den personligt farvede poesi er ofte impulsive lejlighedsdigte, mange gange på ganske få linier. Ægte og sommetider brutalt, skriver Catul om sin kærlighed, sit had, sin sorg eller glæde, venskab og fjendskab, beundring og foragt, andagt over for døden eller betagelse over  naturen.

Lesbia-digtene er kærlighedslyrik som spænder over hele den elskendes følelesesregister: forelskelsen ved den første tilnærmelse, rusen ved den gengældte kærlighed, svingen mellem jalousi, fortvivlelse, had og til sidst væmmelse.