Ada Prebensen
Lindebugten 46, 2500 Valby
+ 45 3616 0295
ada@prebensen.net

DEN ANTIKKE FABEL

Quid rides? Mutato nomine de te fabula narratur. (Horats: Serm.1.1.69-70)

Hvad ler du af? Fablen fortælles om dig, blot med ændret navn!

Fablen (fabula) er en kort fortælling på vers eller prosa der oprindeligt blev overleveret mundtligt. Fablens ’personer’ kan være mennesker, men er oftest talende dyr, sjældnere planter og genstande. Fablen indledes eller afsluttes med en kort morale med en pointe i. Disse mundtlige småfortællinger nåede på græsk grund et litterært højdepunkt med Aesop i det 6. årh. f.Kr.

Den romerske digter Phaedrus hentede bl a sit stof fra Aesop og gendigtede fablerne i det romerske senariske versemål (se nedenfor).

Med Phaedrus er vi i den tidlige romerske kejsertid. Selv om ytringsfriheden var til stede, skulle man vogte sig for at sige tingene altfor ligeud. Derfor var fablen en velegnet genre til at få sagt sandheden om menneskets natur – måske især magthavernes - og samfundets uretfærdigheder. Om Phaedrus selv vides ikke meget: han blev født ca. 15 f.Kr. i det nordøstlige Grækenland, kom som slave til Rom, hvor han lærte sig latin; var knyttet til kejser Augustus’ hof (31 f.Kr. – 14 e.Kr) hvorfra han blev frigivet (libertus). Phaedrus skrev sine fabler under kejser Augustus og hans efterfølgere, Tiberius (14–37) og Caligula (37-41). Han døde ca år 50.

Ud fra hans fabler, kan mn se at han havde fået en god uddannelse og at han var fortrolig med græsk og romersk litteratur. Men Phaedrus blev ikke accepteret af de samtidige romerske digtere og litterater som ikke mente at fablerne var rigtig litteratur. Phadrus selv sagde at stoffet ikke var hans eget; hans fortjeneste var kun at han havde sat Aesops fabler på latinske vers. Man mener nu at Phaedrus har brugt mange andre kilder end Aesop.

Phaedrus var en folkelig mand der skrev, også, for jævne mennesker. Han sagde selv om sine moraliserende fabler at han ikke ville gå nogen enkeltperson for nær; han ville blot skildre menneskenes liv og sæder i almindelighed. Man ved dog at han fik en anklage på halsen fra en højtstående embedsmand der havde følt sig ramt.

Phaedrus brugte visse stiltræk der var typiske for tiden: 1. antitesen (dvs modsætning, en figur bestående af sammenstilling af to modsatte begreber, fx sorg – glæde, liv – død, frelse – fortabelse). 2. abstrakte udtryk i stedet for konkrete. Cf: fabel I,5 ’Vacca et capella, ovis et leo’, hvor det abstrakte: sola improbitas = ’frækhed alene’ bruges i stedet for det konkrete: ’den frække løve alene’. Og i fabel I,13 corvi deceptus stupor ingemuit = ’ravnens tåbelighed klagede sig’ i stedet for: ’den bedragne ravn klagede sig over sin tåbelighed’.

Phaedrus’ værk (således som det er bevaret) er fordelt på 5 bøger med i alt 94 fabler + et appendix på ca 30 fabler. Phaedrus’ egen tekst er kun bevaret i to håndskrifter, der menes at stamme fra det 9. årh., og hvoraf det ene brændte i 1774.

I middelalderen var dyrefabler populære. Der udviklede sig selvstændige dyrefortællinger fx ’ Reinicke Fuchs, Rævebogen’. I Danmark blev Aesop-Phaedrus oversat i det 14. årh. I det 17.årh fornyedes den europæiske fabeltradition af den franske forfatter La Fontaine (1621–1695), der med sine 12 bøger, elegant turnerede ’Fables’, har opnået stor berømmelse; de er sidst oversat til dansk af Johannes Møllehave. En litterær genre hvis formål var at at afdække menneskelige svagheder og at få folk til at opføre sig bedre, tiltalte oplysningstidens digtere. I Tyskland: Lessing. I Danmark skrev Holberg en samling ’Moralske Fabler’ der dog ikke er så morsomme som hans komedier hvis formål var at få folk til at le af deres egne dumheder: Jeppe på bjerget, Erasmus Montanus, Jean de France. I Danmark udkom i 1834 Kaalunds ’Fabler for børn’. Under anden verdenskrig udgav Broby-Johansen Aesops fabler med tydelige henvisninger til den tyske besættelsesmagt, fx fik fablen om frøen der pustede sig op en ekstratitel: ’Stortyskland’.

Versemålet.

Et versemål er en på forhånd fastlagt rytmisk form, en slags skabelon som digtets ord skulle passes ind i. Der findes mange faste rytme-skabeloner, beregnet til forskellige typer af digte (sørgedigt, kærlighedsdigt osv). Rytmen i et latinsk vers opstod idet sprogets naturlige korte og lange stavelser blev udnyttet ved at ordene blev anbragt i verset således at man opnåede den ønskede rytme. (Så var det smart at ordstillingen var fri – men dog ikke ligegyldig).

De almindeligste typer versefødder (en versefod):

kort – lang : jambe

lang – lang: spondæ

lang – kort: trokæ

kort – kort - lang: anapæst

lang - kort - kort: daktylos.

(For en dansker vil det nok falde naturligere at læse lange stavelser betonede, og korte ubetonede).

Phaedrus’ versemål var ’senaren ’ (se: ’Prologus*), dvs seksfodede jambiske vers. Senaren bestod af 6 jamber : È - /È - / È -/È -/È -/È - ; der var dog mulighed for variation; jamben kunne erstattes af en spondæ; i 1. og 5. versefod kunne den erstattes af en anapæst. Når man digtede, gjaldt det altså om at finde gloser med den rette betydning og de korrekte lange og korte stavelser, samt at få dem anbragt i sætningen så man opnåede den på forhånd fastlagte rytme.

(Tilbage)