INDHOLD

0. REGLER OG PENSA

1. PRAKTISKE RÅD

2. LUDUS

3. VIA LATINA

4. CATULLUS

5. PHAEDRUS

6. VULGATA

7.BAYEUX-TAPETET 

8. CAESAR

9. TVÆRSPROG.
 RAPPORT OM UNDERVISNINGS-
PROJEKT 1998-2001

Gaius Iulius Caesar

Rom, 101– 44 f. Kr

Caesar der var født ind i iuliernes gamle slægt, foregav at stamme fra Aeneas’ søn Iulius og dermed også fra gudinden Venus. På grund af sine slægtsforhold havde han kunnet følge den traditionelle romerske senatskarriere, men han knyttede sig tidligt til populares på grund af familiemæssige bånd til Marius, general og populares- politiker. Populares var betegnelsen på det ’parti’ af  ridderstand og middelklasse der bekæmpede senats-oligarkiet, et fåmandsvælde.

Kronologi:

62 f. Kr. Prætor (leder af retsvæsenet; statholder i en provins)

61 f. Kr. Proprætor over Spanien. Første triumvirat (tremandsstyre) med Crassus og Pompeius

59 f. Kr. Konsul (normalt sad der to valgte konsuler for et år ad gangen i Rom)

58 f. Kr. Prokonsul over Gallia cisalpina og Gallia narbonensis. Felttog mod helvetierne og mod Ariovist

57 f. Kr. Felttog mod belgierne

56 f. Kr. Felttog mod byer i Bretagne. Crassus’ felttog mod aquitanerne i det sydøstlige Gallien (Frankrig: Aquitaine)

55 f. Kr. Felttog mod germanerne, usipeterne og tenctererne. Første overgang over Rhinen. Første felttog til Britannia (England)

54 f. Kr. Andet felttog til Britannia

53 f. Kr. Nyt felttog mod de belgiske nerviere og de galliske treverere. Anden overgang over Rhinen og felttog mod de germanske svebere (Schwaben). Hævntogt mod Ambiorix, de belgiske eburoners fører 

52 f. Kr. Almindelig opstand i Gallien ledet af arveneren Vercingetorix  (i Auvergne)

Erobring af biturigernes by Avaricum (Bourges). Slaget om parisernes by Lutetia (Paris).

Caesars nederlag ved arvenernes by Gergovia (nær Clermont). Belejring og overgivelse af mandubiernes by Alesia (nu Alise-Sainte-Reine ved Le Mont Auxois)

52 f. Kr. Pompeius enekonsul. Han kalder Caesar hjem fra Gallien og kræver at han opløser sin hær

50 f. Kr. Caesar, der føler sig stærk på grund af sine galliske felttog, overskrider 17. december floden Rubicon i Norditalien. Han bryder dermed reglen om at ingen hærfører må stå med sin hær i eller i nærheden af Rom; grænsen i Nord var Rubicon[1]. Han fører sin hær mod Rom. Det bliver starten på en fire-årig borgerkrig.

48 f.Kr. Caesar slår Pompeius ved Pharsalus og forfølger ham til Ægypten hvor Pompeius myrdes af kong Ptolemæus XIII. Caesar straffer Ptolemæus for at have forgrebet sig på en romersk borger og indsætter Cleopatra på den ægyptiske trone

46 f. Kr.  Caesar lader sig udnævne til diktator og ti-årig konsul over Romerriget.

45 f. Kr. Som herre over hele Middelhavsområdet fejrer Caesar sin femte triumf. Caesar er enehersker, men holder sig inden for republikkens rammer.

49 – 44 f. Kr. Caesar indfører reformer der fuldstændigt ændrer det traditionelle romerske samfunds struktur.

44 f. Kr. Caesar udnævnes til diktator og censor for livstid, men myrdes på vej til den ceremoni hvor han skulle modtage kongetitlen.

Caesar havde som sin arving adopteret nevøen Octavian, men Marcus Antonius gjorde krav på at være Caesars politiske arving. Efter en langvarig borgerkrig (44-30 f. kr.) sejrede Octavian, der af senatet tildeltes hædersnavnet Augustus i 27 f. Kr. Som familienavn blev 'Augustus' betegnelsen for de første romerske kejsere.  'Caesar' og 'Imperator', som kejserne også bibeholdt som familienavne, blev ligeledes senere brugt som titler: 'kejser' og  'empereur'.

Caesar beskrives som en ambitiøs, højt begavet politiker med en utrolig selvbeherskelse, de fattiges støtte, gavmild (over for sine folk) og retfærdig (over for sine tilhængere). Han ændrede grundlæggende samfundets institutioner og åbnede ene mand vejen for overgangen til kejserdømmet.

GALLERKRIGEN

 I 58 f. Kr. blev Caesar som nævnt ovenfor, chef for kolonierne Gallia cisalpina og Gallia narbonensis (Sydøstfrankrig), med ret til forlængelse i fem år - en periode der senere blev udvidet med yderligere fem år. Den provins Caesar overtog, bestod af to dele: Gallia cisalpina, dvs Posletten, samt Gallia transalpina, der gik fra Alpernes nordside til Cevennerbjergene vest for Rhônen og langs med Rhônen op til Genèvesøen. Der har nok været flere grunde til at Caesar planlagde erobringen af hele Gallien. For det første var det af betydning for Roms sikkerhed at sikre sig Gallien som stødpudezone mod Germanernes fremrykken over Rhinen; kun 40 år tidligere (113-101 f. Kr.) havde cimbrerne og teutonerne truet den italienske halvø og de var kun med nød og næppe  blevet standset af Marius ved Aquae Sextiae (Aix-en-Provence). For det andet var det af betydning for Caesars karriere: han havde brug for den prestige og popularitet som sejrrige felttog gav en romersk feltherre. Og for det tredie var det af betydning for ham at skaffe sig en hær som var knyttet til ham personligt. Både prestigen og hæren kunne blive til nytte for ham senere i magtkampen om Rom.

I Bellum Gallicum omtaler Caesar alt hvad der ligger vest for Rhinen, dvs hele det nuværende Frankrig, Belgien og Sydholland som Gallien. Romerne kendte i forvejen ikke meget til til dette store og uvejsomme land med enorme skove og sumpområder. De oprindelige beboere, iberer, ligurer, grækere og fønikere - omkring Marseille -, var i det 6. årh. f.Kr. blevet trængt tilbage af eller havde blandet sig med keltiske gallere - stammer kommet fra nordøst. Disse folk levede i løse, skiftende forbund. De enkelte folk var oprindeligt blevet regeret af konger, senere af store adelsslægter. Disse folkeslags indbydes rivaliseringer og kampe gjorde det muligt for Caesar at vinde fodfæste. Det tog ham syv år at sikre sig herredømmet, de sidste tre år gik med at stabilisere det nye provinsstyre.

I Commentarii rerum gestarum: Noter om krigshandlinger fortæller Caesar om sine felttog. Værket består af mange dele hvoraf kun to er af Caesar selv, nemlig Bellum Gallicum[2] og Bellum Civile. Forfatterne til Bellum africum og Bellum hispaniense er ukendte.

’Commentarius’ betyder en ’note’. Man mener ikke at Caesar har villet skrive en historiebog om krigen i Gallien, men at han har nedskrevet en beretning som dels skulle tjene ham i hans aktuelle opgør med magthaverne i Rom og til at imødegå en voldsom kritik af hans galliske eventyr, dels skulle give materiale til eftertidens historikere. Men man kan godt tolke værket som et propagandaskrift. Bogen er sandsynligvis nedskrevet i år 52 f. Kr. Caesar har skrevet realistisk og sandfærdigt, men han har også arrangeret stoffet, således at han har nedtonet eller udeladt for ham ubehagelige kendsgerninger. Der er ikke lagt skjul på krigens grusomheder; Caesar som var berømmet, også af sine modstandere, for at være usædvanligt mild og retfærdig, fortæller detaljeret om folkedrab, massakrer på hele befolkningsgrupper, også kvinder og børn, afhugning af hænder; udstilling af fjendens hoveder på stager, afbrændinger af byer mm. Det var erobringskrigens vilkår.

Mange af de geografiske oplysninger om fjernere områder er sandsynligvis afskrevet fra græske geografiske værker.

Caesars stil er tør, kort og knap. Teksten ligner en officiel meddelelse eller en rapport, men det var på Caesars tid en litterær genre. Samtiden roste teksten meget for dens klarhed, sproglige elegance og naturlighed.

 (Tilbage)